Instagram Story Save

Vinterferie i et anti-hus. Et A-hus i Rødhus, Nordjylland.

Jeg holder meget af denne her sommerhustype, der blev udbredt i 1960erne-70erne som kataloghus: relativt billigt, standardiseret og tilgængeligt for en voksende middelklasse efter Anden Verdenskrig.

Det her handler ikke om stor luksus. Her er arkitektur reduceret til det nødvendige: to flader, der læner sig mod hinanden. En enkel, rationel, men også vanvittig hyggelig konstruktion; som en hule, en æske af træ eller et telt formet af vind og jord, frem for tendenser i tiden.

Vi har så lidt natur i Danmark, desværre. Så det er et privilegium og tonic for sjælen at tage væk og være lige her blandt rådyr og rovfugle i landskabets eventyrlige andethed.

Vinterferie i et anti-hus. Et A-hus i Rødhus, Nordjylland.

Jeg holder meget af denne her sommerhustype, der blev udbredt i 1960erne-70erne som kataloghus: relativt billigt, standardiseret og tilgængeligt for en voksende middelklasse efter Anden Verdenskrig.

Det her handler ikke om stor luksus. Her er arkitektur reduceret til det nødvendige: to flader, der læner sig mod hinanden. En enkel, rationel, men også vanvittig hyggelig konstruktion; som en hule, en æske af træ eller et telt formet af vind og jord, frem for tendenser i tiden.

Vi har så lidt natur i Danmark, desværre. Så det er et privilegium og tonic for sjælen at tage væk og være lige her blandt rådyr og rovfugle i landskabets eventyrlige andethed.

Vinterferie i et anti-hus. Et A-hus i Rødhus, Nordjylland.

Jeg holder meget af denne her sommerhustype, der blev udbredt i 1960erne-70erne som kataloghus: relativt billigt, standardiseret og tilgængeligt for en voksende middelklasse efter Anden Verdenskrig.

Det her handler ikke om stor luksus. Her er arkitektur reduceret til det nødvendige: to flader, der læner sig mod hinanden. En enkel, rationel, men også vanvittig hyggelig konstruktion; som en hule, en æske af træ eller et telt formet af vind og jord, frem for tendenser i tiden.

Vi har så lidt natur i Danmark, desværre. Så det er et privilegium og tonic for sjælen at tage væk og være lige her blandt rådyr og rovfugle i landskabets eventyrlige andethed.

Jeg har arbejdet på en udstilling med den Amerikansk-Venezuelanske kunstner Alex Da Corte, der kan opleves på @kunstendk lidt endnu.

Billedet her er taget inde i værket Delirium; en af kunstnerens farvemættede installationer, der blandt andet består at et stort gulvmosaik og er bygget op lidt ligesom et gerningssted, hvor værkerne viser tegn på papegøje-relateret kriminalitet.

Kurator: @louisebjeldbak
Opbygning: @anders_hh

~
#mywork #exhibitionarchitecture #contemparyart #mrdream

Behind the scenes filming an interview with @miksjulin starring my favourite Swiss professors Mathias Kohler and Fabio Gramazio from @gramaziokohlerresearch.

~
#mywork #exhibitionarchitecture #architechture #gramaziokohlerresearch #behindthecamera

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

I slutningen af 2025 tog @utzoncenter hul på udstillingsrækken Kvantespring, hvor den første udstilling – I’m not a robot – handler om vores teknologiske udvikling.

I morgen d. 8. jan holder vi fernisering klokken 17.

Kom!

Udstillingens hovednavn er Schweiziske @gramaziokohlerresearch ledet af Matthias Kohler and Fabio Gramazio, der som arkitekter og forskere forholder sig til spørgsmålet om hvilken rolle digital design og robotteknologi kan spille, når vi designer og bygger arkitektur?

Ifølge to GKR protaganister, Fabio Gramazio og Matthias Kohler, har arkitektfaget som helhed knap nok berørt dette spørgsmål.

Som partnere på arkitektvirksomheden Gramazio Kohler Architects og professorer i forskningsgruppen Gramazio Kohler Research ved Det Schweiziske Forbundsinstitut for Teknologi, ETH Zürich, har de beskæftiget sig med robotteknologi og arkitektur i mere end to årtier. Og selvom deres arbejde har udfordret mange forestillinger om, hvordan bygninger bliver til og ser ud, mener de stadig, at vi har meget at lære.

I udstillingen kan du bl.a. få et indblik i Fabio Gramazio og Matthias Kohlers verden, som rummer en vingård bygget af industrirobotter, småsten bundet sammen med reb, og lerprojektiler — udstillet som en del af et større historisk perspektiv, hvor vi undersøger, reflekterer og undres over vores forhold til maskinerne. Her kan du blandt andet opleve gamle pc’er, se bider af sci-fi kult dramaet R.U.R. rossum og arbejde fra det kontroversielle AI kunsteksperiment @aidarobot.

Gramazio Kohlers arbejde er lige så overraskende, som det er udfordrende. Historisk set træder de to ind på robot-scenen som to æsteter. Deres arbejde er ultra teknisk, banebrydende, højteknologisk, internationalt anerkendt, *indsæt selv flere*. Men selv er de mest interesseret, når maskinen mister lidt af kontrollen.

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra @realdaniadk,
@augustinusfonden, Deb Obelske Familiefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, @dreyersfond, Knud Højgaards Fond og Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.

Udstillingsarkitekt: @amaliereventlov
Foto: @miekirstinequist
Filminstallation: @filip.mogensen @miksjulin
Håndværk: @jakobkrabbeaps

Har du sendt mig en mail?

Så ved du det måske allerede:

Jeg er “out of office” for at arbejde på en bog om en arkitekt, der starter med U.

Det er en kæmpe gave, når en arbejdsplads giver mulighed for at dyrke et personligt projekt. Så jeg tager chancen, sætter mest muligt på pause og siger “vi ses nok først til februar”, hvor jeg igen er tilbage i min sædvanlige rolle på @utzoncenter.

Indtil da — Godt nytår!

Billede: Dagens skriveskjul i sneklædte @kunstendk.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Betonen har en flere tusind år gammel arkitekturhistorie. Samtidig er det et moderne byggemateriale ‘per excellence’, der overgik alle andre. Modernistiske pionerer som Le Corbusier og Walter Gropius mente endda at betonen var fremtidens materiale, og de fik ret, for den “flydende sten” har med ufattelig hastighed bredt sig overalt på planeten som et forbløffende holdbart, billigt, (principielt) lokalt-producerbart, lige-ud-af-landevejen materiale, der vel sagtens kan beskrives som selve det håndfaste grundlag for den civilisation vi alle lever i idag?

Det tænker jeg på, mens jeg oplever Aarhus-arkitekterne Friis og Moltkes Entreprenørskole (1968) i Ebeltoft. ‘Kasematarkitektur’ kaldte man stilarten i 60’ernes Danmark, der (uanset navnet) trods alt er en mildere (især i skala) udgave af den internationale Ny Brutalisme, der opstod med den omsiggribende industrialisering nogle få årtier inden.

Helt i tidens ånd søgte arkitekterne at skabe et enklet og skulpturelt udtryk, hvor beton tillader at lave det hele — gulv, væg og tag — i én støbning. Ukompliceret er også skolens plan, der i bund og grund er bygget op som en firlænget gård. Og særligt gårdrummet er for mig interessant, hvor der førhen stod et regnvandspejl mellem store betonfliser (jeg inkluderer Friis og Moltkes arkivbillede i albummet, så man kan få selvsyn for sagen). Jeg kan så læse mig til at en sådan oplevelse, hvor man bevæger sig over vand fra trædesten til trædesten, var for “upraktisk”, da man overgik fra skole til hostel. Især af hensyn til børn. Det forstår jeg absolut ingenting af — de kan aldrig have mødt et barn — og håber gårdrummet en dag føres tilbage til den sanselighed, man i dag må tænke sig til.

Friis og Moltke er for mig de vigtigste ambassadører blandt de arkitekter, der nysgerrigt undersøgte hvad betonen kunne i det bløde, danske landskab. Brutalismens råhed er både elsket og hadet, men idag må vi forstå at ny beton ikke længere er fremtiden, men en fortid, der også er forbundet med stor udledning af CO2. Istedet må vi se skønheden i det der er, uanset hvordan man ellers har det med nuancer af grå. Simpelt sagt er det nødvendigt. For vi skal leve med 60er-betonen længe endnu.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #2 fra en ferie på et magisk klippestykke, der roterede og drejede igennem universet.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

Album #1 fra min sommer i Sverige

1930 er et år-nul i moderne skandinavisk arkitektur. Den berømte Stockholmsudstilling med Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz som hovedarkitekter, introducerede en helt ny arkitektur for et bredt publikum og derefter var modernismen, eller funktionalismen, som den blev kaldt, fremkaldt i de nordiske lande. Utzon var også til udstillingen og har beskrevet oplevelsen som en brat opvågning, hvor arkitekturen opstod som en lys og levende realitet. Og beskrevet hvordan hans forældre vendte hjem og lavede alt om. De gamle møbler røg ud og ind kom lette møbler sammen med grønnere mad og fornemmelsen af større sammenhæng mellem menneskelivet og naturen udenfor.

Og her står jeg så.

I et af Asplunds sidste værker og samtidig et af de tidlige funktionalistiske hovedværker: Gøteborg Rådhus (konkurrenceprojekt 1913, opført 1935-1937).

Det synes nærmest symbolsk at Asplund laver det som en meget direkte og usentimental tilbygning til en neo-klassistisk arkitektur. Ingen anstrengelser gør han sig for at blødgøre overgangen. Man entrerer via den gamle del, bevæger sig gennem en fortætning, og pludselig står man i den nye, der åbner sig op som et lyst og varmt træskrin. Jeg har stået her før, dengang som studerende. Og det nipper i hjertet og sanserne stritter at stå her igen en helt utrolig smuk sommermorgen.

På ‘tegnestuebesøg’ hos @gramaziokohlerresearch ved @ethzurich for at tale om fremtiden i mere end en forstand. Glæder mig til samarbejdet, samtaler og spørgsmålene, når vi sammen dykker ned i de mulighedsrum, der findes, imellem menneske og maskine, økologi og matematik, æstetik og teknologi. Meget mere senere, når vi er blevet lidt klogere.
~
#gramaziokohlerresearch #robotics #architectureexhibition #utzoncenter

På ‘tegnestuebesøg’ hos @gramaziokohlerresearch ved @ethzurich for at tale om fremtiden i mere end en forstand. Glæder mig til samarbejdet, samtaler og spørgsmålene, når vi sammen dykker ned i de mulighedsrum, der findes, imellem menneske og maskine, økologi og matematik, æstetik og teknologi. Meget mere senere, når vi er blevet lidt klogere.
~
#gramaziokohlerresearch #robotics #architectureexhibition #utzoncenter

På ‘tegnestuebesøg’ hos @gramaziokohlerresearch ved @ethzurich for at tale om fremtiden i mere end en forstand. Glæder mig til samarbejdet, samtaler og spørgsmålene, når vi sammen dykker ned i de mulighedsrum, der findes, imellem menneske og maskine, økologi og matematik, æstetik og teknologi. Meget mere senere, når vi er blevet lidt klogere.
~
#gramaziokohlerresearch #robotics #architectureexhibition #utzoncenter

På ‘tegnestuebesøg’ hos @gramaziokohlerresearch ved @ethzurich for at tale om fremtiden i mere end en forstand. Glæder mig til samarbejdet, samtaler og spørgsmålene, når vi sammen dykker ned i de mulighedsrum, der findes, imellem menneske og maskine, økologi og matematik, æstetik og teknologi. Meget mere senere, når vi er blevet lidt klogere.
~
#gramaziokohlerresearch #robotics #architectureexhibition #utzoncenter

I mellemtiden på børneværelset
~
#lights #colourful #childrensroom

National Sport
~
#kælkebakken #snowday

“Hvis du kan se det her ser” er åben nu. Tak for tilliden @stinegoyahertz + @carolinenymarkz. Sikke en samling og sikke et rum! Go see!
~
@stinegoyastudio
@thomasgoyahertz
@amaliezahle
@amaliereventlov
@fileunderpop
@linolie.dk
@kvadrattextiles
~
Photographs by @andreasbachh

“Hvis du kan se det her ser” er åben nu. Tak for tilliden @stinegoyahertz + @carolinenymarkz. Sikke en samling og sikke et rum! Go see!
~
@stinegoyastudio
@thomasgoyahertz
@amaliezahle
@amaliereventlov
@fileunderpop
@linolie.dk
@kvadrattextiles
~
Photographs by @andreasbachh

“Hvis du kan se det her ser” er åben nu. Tak for tilliden @stinegoyahertz + @carolinenymarkz. Sikke en samling og sikke et rum! Go see!
~
@stinegoyastudio
@thomasgoyahertz
@amaliezahle
@amaliereventlov
@fileunderpop
@linolie.dk
@kvadrattextiles
~
Photographs by @andreasbachh

“Hvis du kan se det her ser” er åben nu. Tak for tilliden @stinegoyahertz + @carolinenymarkz. Sikke en samling og sikke et rum! Go see!
~
@stinegoyastudio
@thomasgoyahertz
@amaliezahle
@amaliereventlov
@fileunderpop
@linolie.dk
@kvadrattextiles
~
Photographs by @andreasbachh